BALS Academy er for talenter og kulturskabende medarbejdere i Brugsen for Als og Sundeved. Formålet med BALS Academy er at understøtte og udvikle BALS' kultur og strategi.
19 forventningsfulde medarbejdere mødte op på Mommark Kursuscenter den 6. og 7. september 2021, hvor de skulle være med i 1. modul af BALS Academy.
Det blev en dag med mange gode grin og sjove øvelser – alt sammen noget medarbejderne kan relatere til deres arbejdsdag.
Desuden blev der lavet EASI-profil på alle deltagerne. Det er nemlig vigtigt, at have kendskab til de forskellige profiler, når man skal sammensætte et godt team.

Deltagerlisten spænder lige fra nyudlært salgsassistent, til produktionsfolk til varehuschef og salgschef.
Vi ved at vores medarbejdere ikke plejer at sidde stille længe af gangen, og derfor bød dagen på mange sjove øvelser. Heldigvis var vejret med os, og alle øvelser kunne laves udenfor i skønne omgivelser på Mommark Kursuscenter.

Flere gange skulle deltagerne ud over egne grænser. Nogle fik bind for øjnene, andre fik tildelt rollen som kommandocentral. Der skulle konstrueres raketter og løftes tommestokke alene ved brug af pegefingre. Ja, nogle fik sågar våde fødder.
Det hele handler om samarbejde, og at stole på vi alle gør vores bedste. Dernæst kommer man rigtig langt ved at lytte til andres erfaringer, og dele den viden vi alle sidder inde med.
Nogle øvelser var i større grupper, men der var også øvelser, hvor man to og to skulle løse opgaven.
Her har 2 deltagere fået håndjern på i hinandens arme. Opgaven var løst når de stod fri fra hinanden, men stadig med eget håndjern på.
BALS Academy er kun lige startet og vi glæder os til at flere af vores medarbejdere skal prøve forløbet. Der vil nemlig være en løbende udskiftning på holdet, da vi samtidig skal have dygtige og engagerede medarbejdere i butikkerne, som kan varetage kunderne der, mens andre deltager på BALS Academy.

Dette modul af BALS Academy sluttede med, at deltagerne skulle komme med input til det videre forløb. Det er nemlig deltagerne selv, der skal være med til at sætte agendaen for det videre forløb. På den måde involverer vi medarbejderne, og de kan komme med mange ideer til, hvad netop DE har brug for i deres hverdag – alt sammen for at blive det perfekte team, der yder den perfekte service for kunderne i vores 13 butikker.



