I uge 41+42 blev der holdt fødselsdag i Dagli’Brugsen. En konkurrence var på højkant. og præmien var 7.500 kr. til personalekassen.
Ude i Dagli’Brugsen i V. Sottrup skulle fødselsdagen selvfølgelig også mærkes.
”Hey Morten – vi skal da bare give den max gas”,
sagde stedfortræder Emma Dissing til uddeleren.
Hovederne blev lagt i blød og mange ideer kom på tegnebrættet. Og så gik Emma ellers amok sammen med det øvrige personale.
Butikken blev pyntet op til den helt store guldmedalje. Der var minestrimler, skilte, flag, gode tilbud og masser af god stemning i Dagli’Brugsen i V. Sottrup.


Derudover sprang lokalrådet til, og var med til at afvikle ”Smag på dagen”.
Alle smagsløg fik en tur i karrusellen, da der blev stegt lækre røde bøffer, smagt på vine og toppet med et stykke lækker kage til dessert. I alt var der 8 smagsstande og 40-50 smagsglade kunder gav hele butikken ekstra liv.
Servicemedarbejderne som mødte ind til deres eftermiddagsvagt, blev grebet af stemningen og gav den en ekstra arm, da der skulle arbejdes.

”Vi skal bruge præmien til en ekstra personalefest til forår/sommer”,
siger uddeler Morten Schmidt.
Præmien blev givet til Dagli’Brugsen V. Sottrup for deres ihærdige indsats med at pynte butikken op, særligt gode initiativer og inddragelse af lokalområdet. Der blev udvalgt 1 vinder per distrikt og V. Sottrup vandt således for distrikt Sønderjylland/Fyn.
Det er COOP som udlodder den velfortjente præmie.
Alle medarbejdere er superglade for præmien, og de blev hurtigt enige om, at pengene skulle bruges på en ekstra forårsfest/sommerfest.
Uddeler Morten Schmidt er utrolig stolt over den indsats både personalet og lokalrådet lagde i de 14 dage fødselsdagsaktiviteten rullede afsted.
I BALS er vi glade for at have et personale, der altid er klar til at give den en ekstra skalle. Uden motiverende medarbejder med sjove ideer, ville det bare ikke være det samme.
Selvfølgelig skal der også lyde en STOR TAK til alle de kunder der deltog i vores arangementer. Uden dem havde det selvfølgelig heller ikke været det samme.


